Den Spanske Borgerkrig AT7
Den Anden Republik 1931-1936 – Politisk ustabilitet (før borgerkrigen)
· Spanien var opdelt, fordi der var mange klasseforskelle; nogle ejede mere end andre.
· Det spanske monarki var forsvundet, da Alfonso XIII forlod posten som konge og det spanske system stod uden et overhoved → Den Anden Republik tog over (politiske partier)
· August 1930: Liberale ledere mødtes med de Catalanske og socialistiske ledere for at lave en forfatning → en aftale, hvor de diskuterede hvordan en ny regering skulle se ud efter monarkiet, men det blev aldrig en realitet.
à Selv om store dele af befolkningen havde stor tiltro til regeringen var den selvudvalgt. Der var intet demokrati.
· Den nye stat skulle være republikansk og repræsentere religiøs og politisk frihed. Alle regioner af Spanien skulle have mulighed for delvist at være selvstændige.
· 1931: Flere og flere landbrugsbønder tog til byen for at søge lykken, så det var nødvendigt for regeringen at lancere en reform:
Denne reform skulle ændre på grundlæggende strukturer i det spanske samfund ved at:
1. Ændre på kirkens dominans indenfor skolen
2. Lave en ny omfordeling af jorden, så magtfordelingen på landet kom i balance
3. Være imødekommende overfor Cataloniens krav om autonome rettigheder.
· Denne reform førte til en masse politiske uroligheder, da den katolske, højreorienterede opposition ikke brød sig om den.
· 1933: Højrepartierne dannede regering, uden det meget konservative parti CEDA. Da CEDA fik ministerposter i 1934 opstod der et oprør i befolkningen, pga. CEDA's holdninger til demokratiet.
à Som følge af dette opstod en meget betydningsfuld revolution, nemlig Oktoberrevolten i Asturien. Det var en minestrejke, som blodigt blev nedkæmpet af den afrikanske hær.
· → pga. dette blev oprørslederen og den selvbestaltede lokalregering i Catalonien anholdt, hvilket førte til et til politisk oprør og et nyt valg, som skulle finde sted i februar 1936.
Den Spanske Borgerkrig (og revolution) 1936-1939
· Valget i 1936 stod mellem to politiske alliancer - Front Nacional (højrefløjen) og Frente Popular (folkefronten).
· Frente popular vandt valget ved at love at gennemføre reformerne Den Anden Republik prøvede at lancere i 1931 samt frihed til de politiske fanger fra oprørerne i 1934 → fangerne pønsede på en revolution.
· Men hverken reformen eller revolutionen blev til noget, da et oprør brød ud i syd. Det var et samlet oprør i Marokko, hvor Franco var leder. Den 17. juli 1936 udviklede det sig til et stort oprør som spredte sig til hele Spanien hvor Franco blev leder for hele oprøret.
è Oprøret var grundigt planlagt og bredte sig hurtigt med hjælp fra de konservative falangister og civilgardisterne.
· I de største og politisk mest betydningsfulde byer som Madrid, Barcelona, Valencia og Bilbao blev Francos styrker nedkæmpet af selvstændige grupper som bestod af arbejdere og regeringstro militærfolk.
· Herfra og indtil Francos endelige sejr i 1939 var kamppladsen opdelt således at regeringen sad på den østlige del af den iberiske halvø og baskerlandet, hvorimod Francos tropper sad på den vestlige del af baskerlandet, minus en landstrimmel ind mod Valencia.
Kilder: Pedersen, Stig : Den Spanske Borgerkrig - Mellem stormagtspolitik og idealisme. 1. udg. Frydenlund, 2005. (Bog)
Hjemmeside: http://www.leksikon.org/art.php?n=2408
Francos proklamation
I vil i denne opgave analysere og fortolke følgende kildemateriale: Francos proklamation 17. Juni 1936, ved indledningen til borgerkrigen. Franco der opholdt sig på de canariske øer, citeres direkte i denne kilde (Franco og frankisterne rykkede i offensiven selv samme dag), hvor i hans politiske overbevisning tydeligt kommer til udtryk. Franco appellerer til den brede befolkning, men særligt vedkender han sig de traditionelle værdier, som især tiltaler den borgerlige konservative del af befolkningen.
Francos proklamation indeholder en stærk nationalistisk dagsorden alt imens han kritiserer de ydre omstændigheder der har påvirket et Spanien under forfald.
”Myndighed er et andet element som er forsvundet fra vores nation (…) genindførsel af denne myndighed (…) kræver ubønhørligt at afstraffelserne skal være eksemplariske mht. den strenghed hvormed de udføres uden tøven eller vaklen”
Dette citat er et eksempel på hvorledes Franco taler for et disciplineret og samlet Spanien, altså et Spanien med centralstyre, som kan sikre de indre strukturer – ro og orden. Samtidig tales der for et Spanien der er uafhængigt af internationale politiske forhold, et Spanien der handler ud fra tesen om fornuft, retfærdighed og kærlighed til fædrelandet (frf). I denne forbindelse tager han afstand fra det kommunistiske sovjet, der i følge hans overbevisning alene håndhæver lov og orden ved hjælp af brutalitet og magtanvendelse, hvor han som nævnt i ovenstående ønsker et samfund bygget på frf.
På trods af denne rabiate politik, favner Franco stadig bredt. Blandt andet forsøger han at appellere til arbejderklassen ved at garantere dem friheden til at arbejde, uden at frygte eventuelle konsekvenser på grund af et andet politisk tilhørsforhold.
Slutteligt konkluderes det at idealet Spanien har været fraværende på grund af 3 faktorer : "selvtilstrækkelighed, mangel på civilcourage og bånd til at forene alles anstrengelser". Desuden nævnes anti-spanske minoriteters underkastelse af internationale ordrer som årsag til et krakeleret Spanien.
I talen er Franco som udgangspunkt advokat for et humanitært og tolerant menneskesyn, omend med stærk justits og social lighed klasserne imellem. Dette er imidlertid kun et postulat, der dækker over et kommende totalitært styre, uden hensyntagen til politisk opposition. Dette ligger i følgende citat " Den, der frivilligt nægter at samarbejde eller besværliggør opnåelsen af disse mål, vil være den første ,som vil lide under konsekvenserne "
Dette vil i særdeleshed få store konsekvenser for proletariatet, da deres eneste våben i kampen for bedre vilkår og rettigheder vil være at strejke, noget der i Francos optik synes at være et angreb på ideal Spanien. Så når Franco lover dem rettigheder, og fred fra politisk indblanding er det alene på hans og regimets præmisser - de handler ud fra en korporativ tankegang. Han lægger vægt på arbejdernes "fornuft", og derved ligger det implicit i udtalelsen at de ikke bør stille spørgsmålstegn ved retningslinerne udstedt af styret. Vælger de at gå i generalstrejke eller lignende, vil de blive betragtet som samfundets fjender, og vil derfor blive mødt af stærke konsekvenser.
Julie Kjær, Stine Olsen, Søren Dahl, Trygve Voetmann,
Historie – 25/3/11